 Lillebitte 3
Det var lykkeligt og fandens heldigt, for som hun sagde, var hun aldrig stoppet selv. Det ville have drevet hende ud over kanten.
Jeg kan sagtens genkende hende i mig selv. Jeg var aldrig stoppet, hvis ikke min mand havde forladt mig. Aldrig! Jeg kunne ikke se en mening med mit liv uden et barn. Jeg tænkte endda på selvmord. Det lyder voldsomt. Ved det.... men efterfølgende har jeg mødt mange, som har været samme sted. Folk der har fået voldsomme depressioner. Mens man er der, tror man, man kan klare det. For det vil man - det skal man - der er jo ingen anden vej. Bagefter får man et chok. Tænker at det er for vildt, at det fortsatte så længe. At ingen stoppede en. At man ikke selv sagde stop. (måske var der nogen, som prøvede ... men man blev gal på dem. Hvorfor har jeg ikke lov til at ønske mig et barn? tænkte man)
Jeg ved, at jeg ikke er så tæt på dig, at jeg kan sætte foden ned. Men jeg vil sådan ønske, at der er andre der gør det! Måske dig selv?
Kys Betty
Dette er et svar til  TIl lillebitte 2
af Betty (02-06-2011 kl. 13:37)
|
Betty
Svar til dette indlæg
© 1999-2025