 tjoo..
Som du selv skriver er det svært at sige, hvad der er hvad. Vi er jo kun kort vej i processen og er først begyndt at løfte blikket indenfor de sidste ca. 4 måneder. Perioden fra vores dreng var ca. 5 mdr. hvor de bange anelser tog overhånd frem til at svarene er begyndt at løbe ind ifbm udredningsforløbet på Glostrup, har været forfærdelig svær, for vi har bare været så kede af det og 'fulde af os selv', eller hvad vi skal kalde det.
Vi er godt i gang med at genoptage vores ret aktive socialliv, for selvom det kræver et overskud, giver det så god energi og inspiration til alle de andre ting, når vi dyrker vores omgangskreds, invitere gæster og selv tage ud.
Jeg tror måske, jeg er er i færd med at miste en enkelt veninde på handicapkontoen, men det sørger jeg ikke over for vi har haft vores (dejlige) tid sammen. Tror på en måde at det, at vi har et handicappet barn er kommet til at fylde mere (negativt) hos hende, end det i praksis gør for os. Vi insisterer på at komme videre og lære noget (godt) af denne drejning vores liv har taget. Hendes fokus er et andet sted, og jeg kan mærke at den gensidige interesse er for nedadgående.
Omvendt har jeg også oplevet at mere perifære venskaber nu er i gang med at uddybes og måske vil de udvikle sig til nære venskaber.
Vi er jo i færd med at 'gendigte' hele fortællingen om hvordan vores lille famillie kan forstås, hvad vi kan og vil, -og når man går i gang med identitetsarbejde i den skala, må det nødvendigvis sortere i hvad man er optaget af og hvem man bruger tid på. Sådan har det i hvert fald været for os.
Kh Anne
Dette er et svar til  Oplever I at miste venner?
af Lise (31-01-2011 kl. 10:22)
|
© 1999-2025