 parterapi
Vi er faktisk i parterapi, jeg synes bare ikke det rykker særlig meget. Nogle gange er det som om vi kommer i harmoni med hinanden, men der går ikke særlig lang tid før vi ender i de gamle vaner igen.
Jeg er bare så frygtelig bange for at jeg ikke vil kunne klare det alene, samtidig med at jeg rent faktisk er meget alene med mine børn. Men det endelige brud gør mig helt dårlig indeni, og alligevel orker jeg bare ikke den hverdan vi har sammen hvor jeg ikke ved om vi kommer til at få en god eller dårlig stemning.
Jeg elsker nogle sider ved min mand som jeg synes er utrolig tiltagende, men han har dog også nogle rigtig kedelige sider, som består af at han indimellem opfører sig respektløs. Han er ikke voldelig på nogen måde, men jeg oplever en psykisk vold da han er fornærmet og egentlig på hans egen måde er uforskammet.
Det jeg nok egentlig er mest ked af, er at jeg oplever at mit overskud sammen med mine unger er lavt specielt når han er hjemme, for jeg bliver sur og kort i lunten når jeg bliver irriteret på ham og det river i mit hjerte at jeg kan mærke at lunten er kort i forhold til ungerne.
Vi går som sagt i parterapi og jeg synes ikke rigtig det rykker. Vi har dog nok fundet ud af at vi er meeeeget forskellige. Det har jeg egentlig aldrig tænkt over.
Jeg tænker også meget over at jeg jo aldrig vil opleve en mand der vil kunne elske mine unger ligeså højt som deres far og som den ene af jer siger kunne glædes over deres små genistreger.
Samtidig er jeg også bevidst om at samfundet er anderledes end tidligere hvor en såkaldt kernefamilie var det eneste rigtige.
Dette er et svar til  Lige et spørgsmål
af Marie (25-01-2011 kl. 12:44)
|
Marie
© 1999-2025