 Jeg henvendte mig
overalt hvor der var støtte at hente og var år om at tage det endelige skridt. Jeg har ikke en familie at trække på, så at tage skridtet var skræmmende fordi jeg vidste jeg ville stå helt uden bagland.
Det var babyskridt, med at sige fra når han overskred mine grænser, med at få samlæet noget selvværd op, med at bryde de grænser han havde fået sat op for mit liv.
Min eks er ikke rask, han har en personlighedsforstyrrelse, men var ikke villig til at søge hjælp undervejs. Han mente og til dels mener at alt er min skyld. Nu er der gået 2 år. Der er i den grad kommet ro på mit liv, mens hans stadig sejler på mange områder.
Dog er han idag i terapi, det er et krav for han må se ungerne. Det har han været i næsten 2 år og er på den konto blevet meget bedre.
Ungerne ser deres far, vi har enda holdt jul sammen både i år og sidste år. Vores samarbejde omkring ungerne er med tiden udemærket. Ansvaret er 100 % mit, sådan er det bare og hvis jeg ikke forventer andet går det bedst.
Dette er et svar til  Psykisk vold, nogen der
af ano (26-12-2010 kl. 10:06)
|
© 1999-2025