 Din dreng
er stadig den samme, på trods af diagnosen. Det var der en´som sagde til mig, da han lige havde fået diagnosen og min verden væltede.
Den bemærkning har faktisk hjulpet mig. Emil (7 år)blev ikke anderledes af, at vi havde et stk. papir med asperger syndrom diagnosen på.
Jeg var ikke overrasket over diagnosen, men blev lettet. Endelig kunne jeg komme i gang med, at hjælpe min dreng.
Men jeg forstår godt dine følelser. Jeg havde det på samme måde, og var sikker på, at vi aldrig mere skulle få det godt/være glade osv. Synes også det var vildt uretfærdigt, at lige vores familie skulle rammes af autisme. Følte mig også meget alene, ingen forstod hvor svært det var.
Men nu 3 år efter er livet godt:) Emil er glad og tilfreds. Han er kommet i specialskole for børn med en autismediagnose, efter et smut på en privatskole (et helvede). Jeg har været på kursus hos Psykologisk Ressourcecenter (Kirsten Callesen), Pionergrupper (netværksgruppe) vi bruger Boardmaker (piktogrammer) og socialehistorier, jeg får 12 timers tabt arbejdsfortjeneste og aflastning i hjemmet, så jeg kan bruge tid på Emils storebror også.
Men det er da hårdt arbejde, at have et barn med en autisme diagnose, det er jo ingen hemmelighed. Ind i mellem falder jeg da også i det sorte hul, og synes det er synd for os alle 3. Men det går jo ikke og så rejser jeg mig igen:)
Du skal henvende dig i din kommune; børne/unge afd/handicapafd. De kan hjælpe dig videre. Er der noget du er i tvivl om, eller har brug for hjælp til, så skriv til mig herinde. Jeg vil gerne hjælpe.
Solen skal nok nå dig igen. Dorthe
Dette er et svar til  Hvad nu ?
af Annika (11-10-2010 kl. 10:52)
|
Dorthe
© 1999-2025