 Så er jeg nået hovedets grænse...
Puha, nu er jeg nået til grænsen for hvad hovedet kan. Er nu 4 dage over termin, det er i dag jeg "plejer" at føde og ligesom med Liam kan jeg mærke jeg havde stillet mit hovd og mine tanker til at klare til i dag og så ikke længere... Jeg har først samtale på tirsdag om igangsættelse og synes bare lige nu den tid virker uoverkommelig, og endda tirsdag aften dvs. tidligst igangsættelse onsdag. Ved godt meget kan ske inden onsdag - men også meget dårligt kan ske og han er levende nu så hvorfor skal vi dog vente og tage chancen... ved jo godt det med baby, fødsel, liv og død det ikke kan kontrolleres og planlægges, men det ukontrolable, ventetiden eller hvad man kan sige gør mig nervøs nu kan jeg mærke - en ting kunne jo kontrolleres at han senest kom i dag, det var mit ønske men kunne kun få bevilliget en igangsættelse når jeg var tidligst 41+0 for sådan er det bedst... Sikkert rigtigt at det er bedst sådan, bedst at fødslen går i gang af sig selv, men jeg tror slet ikke min fødsel kan gå i gang af sig selv, tror ikke jeg kan give slip på kontrollen, give slip så kroppen kan gøre sit. Kan med hundrede procent sikkerhed når vi står på hospitalet og han skal fødes, men kan ikke nu hvor overraskelsesmomentet det jeg ikke kan kontrollere er der... Og dog jeg håber virkelig det kunne blive i dag, for kan mærke hvordan jeg allerede i går aftes begyndte at bide af alt og alle, hvordan jeg har mest lyst til at grave mig ned i et hul og først komme op når han er levende i mine arme og ikke er blå... Og så er 3 dage med en sur mor altså længe for mine børn!
Line
|
migog4
Svar til dette indlæg
© 1999-2025