Kære Lotte.
Erfaringen med at have børn med til fødsel er meget forskellig. Generelt kan man sige, at forældre bedst selv ved, om barnet kan klare at se mor have ondt, og se barnet komme til verden. Børn under 3-4 år har som regel ikke så stor glæde af oplevelsen.
I vælger selv, om I vil have børnene med. Jeg tror ikke, fødestedet vil sige nej. Det kræver bare, at der er en voksen, som ikke er faren, til at tage sig af dem, hvis de ikke har lyst alligevel, eller i perioder hellere vil være uden for stuen.
Tal med børnene om det, der skal ske, og vis dem billeder eller film af en fødsel, så de er lidt forberedt. Spørg eventuelt på fødestedet, om de må se en fødestue og snakke lidt med en jordemoder.
Med venlig hilsen Anne-Jette Raben
|