Kære Ditte.
Jeg vil først lige fortælle dig lidt om, hvem jeg er. Jeg er psykolog og har i mange år interesseret mig for graviditet, fødsel og mor/far-barn relationen i de første år.
Jeg har undervist i flere år på jordemoderskolen i Aalborg og er på 12. år ansat halv tid i en familiebehandlingsafdeling i Aalborg Kommune. På afdelingen arbejder vi med gravide og nybagte forældre og forældre med barn op til 2 år.
Desuden er jeg halv tid privatpraktiserende, hvor jeg også har kvinder med fødselsdepression. Jeg har selv 2 voksne børn, en biologisk datter og en adopteret søn og et barnebarn. Jeg er med i GAIA-Instituttet som terapeut.
Men nu til dig og dine spørgsmål. For 5 år siden fik du din dreng, og det, der skulle være blevet en dejlig ny udfordring for dig som mor og for dig og din kæreste som forældre, blev 5 meget svære år. Så jeg forstår godt, at du kan have svært ved at beslutte dig for at få endnu et barn, sådan som din kæreste ønsker – men mere om det senere.
Fødslen var efter hospitalets vurdering normal, men det er ikke ensbetydende med, at det er uproblematisk eller som for dig et direkte traumatisk forløb, som du efterfølgende har måttet bearbejde med din psykolog.
Din dreng havde kolik, hvad der er meget vanskeligt at klare for en mor, der er udmattet efter en traumatisk fødsel, og som åbenbart også stod meget alene med barnet. I hvert fald forstod hverken din kæreste, sundhedsplejerske eller læge, hvor svært du havde det, og du fik ingen hjælp. En følelse af magtesløshed, ensomhed og dyb frustration er næsten uundgåelig i den situation.
Hertil vil jeg sige, at hvis du er som de kvinder med fødselsdepression, jeg har kendt, og som det er typisk, så er du en kvinde, der indtil du fik dit barn, har klaret mange ting og er stærk og virker stærk på sine omgivelser. Din kæreste har måske forelsket sig i en stærk og livsglad kvinde og forstår slet ikke, at den kvinde har en anden side i sig. For det er jo det, der er situationen ved en fødselsdepression.
En traumatisk fødsel og et kolikbarn er den ydre anledning til, at fødselsdepressionen bryder frem, men inde i sig har man nogle tidlige savn, som du jo også beskriver. Savn, som man har lært sig at "fordrive", undertrykke og gøre "kolde", men savn, som bliver varme og smertende igen, når man som nybagt mor står med sit lille forsvarsløse barn i armene.
Når man står med det barn, man allerhelst "bare" vil elske og give al den omsorg, det har brug for, så bliver man selv inden i "et barn" med egne savn og traumer. Det fik du så heldigvis god hjælp af din psykolog til at bearbejde.
Udover psykologhjælp har du fået medicinsk behandling, og dit stofskifte kom ud af kontrol men er nu stabiliseret. Og nu må du så alligevel konstatere, at du - selv om du passer på dig selv, og selv om du fik gode redskaber af psykologer - lider under stor sårbarhed.
Det er muligt at lære sig at lægge en "bedøvende" afstand til handlinger og udsagn fra andre, som sårer, selv om de måske ikke er ment sårende. Det har du måske fået redskaber til.
Men det bedste er selvfølgelig, at du, når du lige har sundet dig og støttet dig til en kærlig person (din kæreste eller en god veninde), lærer dig at vende tilbage til den pågældende person enten konkret eller pr. telefon og f.eks. siger: "Det du sagde/gjorde, blev jeg faktisk lidt ked af at høre/forstod jeg ikke rigtigt".
Så er det forhåbentlig muligt at få en dialog, så du kan finde ud af, hvad der er dit (din sårbarhed), og hvad der en den andens (f.eks. uhensigtsmæssige måde at sige/gøre på). Men det er selvfølgelig ikke helt let, for du vil nemt kunne være bange for at blive såret og afvist endnu mere. Så det vil kræve en kærlig person ved din side eller en terapeut.
Jeg synes nu, det lyder til, at du er kommet et godt stykke vej efter en svær fødsel og en svær periode med at blive mor, men også at der er et stykke vej endnu for dig. Det kan være godt at holde en pause i psykologbehandling, så man fordøjer det, man har fået bearbejdet, men det kan også være godt at "tage et bette nøk" igen.
Så jeg tænker på, om du kan genoptage samtaler hos den psykolog, du var glad for, og hvis det ikke er muligt, om du vil kunne starte hos en anden psykolog eller hos en GAIA-terapeut.
Vedrørende din kæreste, tænker jeg, at du og han kan have brug for noget fælles "bearbejdelse" af de første erfaringer, I har med at være blevet forældre, før I for alvor kan blive forældre sammen igen. Du skriver ikke, om I har fået talt jeres start med jeres søn igennem, eller om det blot ligger som noget skjult mellem jer.
Hvis det gør, forestiller jeg mig, at du må have en følelse af skuffelse i forhold til ham, som kan være svært at gå rundt med, når du bliver gravid igen. En mulighed er, at I tager kontakt med en imagoterapeut, der specielt er uddannet til at tage parsamtaler. Du kan se mere om det på www.imago.dk eller www.jettesimon.com (Jette Simon er imagoterapeut).
Vedrørende din søn er det nok sandsynligt, at han også har haft en svær start, men det betyder ikke, at alle de problemer han har, nødvendigvis kan tilskrives hans start. Er du på god talefod med pædagogerne i hans børnehave, vil jeg foreslå, at du og din kæreste får en "alvorlig" samtale med dem om, hvad de ser hos ham, og hvad de synes, der kan gøres for at støtte ham.
Han skal vel snart i børnehaveklasse, så en anden mulighed er, at I kontakter det lokale PPR kontor (Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning), som findes i alle kommuner, og som tager sig af børn fra skolestart. Eventuelt har den kommune, du bor i, også et tværfagligt team/rådgivning i socialforvaltningen, som også alle kommuner har i en eller anden form, og som tager sig specielt af børn fra 0-6 år.
Hjælpen kan være lidt forskellige "sat sammen" i de enkelte kommuner, men der skulle i alle kommuner være mulighed for, at forældre kan få råd og vejledning, uden at man bliver en "social sag".
Vedrørende barn nr. 2. Har du lyst til at få et barn mere? Hvis du egentlig gerne vil have et barn til, men at det mere er forløbet ved dit første barn, der forhindrer dig i at gå i gang med at blive mor igen, så synes jeg ikke, du behøver at være så bange for det. Men jeg vil da råde dig til, når/hvis du bliver gravid at få kontakt med en GAIA-terapeut, der kan være din støtte og "makker" i forløbet ved siden af din kæreste.
Dels vil det være en konkret terapeutisk mulighed for dig, og dels vil tanken om, at du ikke er alene om det (udover at du har din kæreste) være beroligende for dig. Har du derimod slet ikke lyst til at få et barn mere, så er det en anden sag. Er det for dig nok med et barn, så må du holde fast i det i forhold til din kæreste. Det kan jo selvfølgelig så alligevel ændre sig, så det om nogle år vil føles naturligt for dig at få barn nr. 2 – men det er så en anden situation.
Mine råd om at søge hjælp ved jeg godt kan være dyre, men du har jo tidligere oplevet, at en psykolog har hjulpet dig godt, og selv om du nu er kommet et stykke vej, synes jeg, du har brug for mere hjælp "udefra". Men jeg vil ønske for dig og din kæreste, at han vil og kan være mere aktivt med i et sådant forløb og selvfølgelig allervigtigst, hvis I vælger at få et barn mere.
Jeg ønsker for dig alt godt, og at du kommer et skridt videre på en vanskelig men også udviklende vej.
Med venlig hilsen Lise Gullestrup
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025