Jeg arbejder som jordemoder i Grønland for tiden. Nogle af de gravide, jeg laver svangrekontrol af, føder i Nuuk/Godthåb. De flyver hjem fra 2-7 dage efter fødslen. En flyvetur, der altid indbærer flyvning i mindst to maskiner af ca. 45-60 minutters flyvetid pr. tur. Det går fint.
Jeg har ligeledes været med 2-5 dage gamle børn til Danmark, som er ca. 4-5 timers flyvetid ud over indenrigsflyvningen.
Det hele afhænger af trykforholdene i kabinen. Vi andre kan mærke trykændringer i vores indre øre ved op- og nedstigningen. Det kan vi udbedre ved blandt andet at tygge tyggegummi.
Det kan du udligne for dit barn, ved at du ammer det, eller det får lov at sutte på flaske eller sut under op- og indflyvningen. God tur.
Karin Holm
Karin er uddannet som sygeplejerske og videreuddannet som både sundhedsplejerske og jordemoder. Karin har desuden en bachelor i psykologi fra Københavns Universitet.