Kære Anne.
Det er noget, mange små børn gør en tid. De undersøger alt for at lære, og munden har jo været brugt til at sutte og smage på tæer, tøj, legetøj m.v. Sand er spændende og knaser dejligt mellem tænderne.
Måske kan man også få orm af at spise sand, da deres æg klistrer sig fast. Så helt sundt er det altså ikke. Om det er tegn på, at han mangler kalk og søger erstatning, tror jeg er for søgt.
De voksne, der ser efter ham i sandkassen, må dog vænne ham af med det ved at tage hans hånd ud af munden på ham, hver gang han prøver at spise sand. Efter mange gentagelser, bliver det forhåbentlig uinteressant. Ellers må han holde pause fra sandkassen en tid.
Med venlig hilsen Karin Holm
|