Først en ordforklaring. Collum er livmoderhalsen og orificium betegnelsen for åbningen i livmoderen. At de er "sakralt lejrede" betyder, at de vender bagud mod halebenet (os sacrum). Det er tegn på umodne forhold, altså at fødslen ikke er umiddelbart forestående. At du ikke udvidede dig mere end 3 cm kan sagtens være på grund af igangsættelse; det ser man ofte. Måske kom din datters hoved også skævt ned i bækkenet. Det er svært at sige. Men er du og dit næste barn helt rask, kan jeg ikke se, hvorfor du ikke skulle kunne føde normalt næste gang.