Jeg er gravid og venter mit 2. barn. Nu er jeg bekymret for, at min fødsel vil blive som den første.
Da jeg skulle føde min søn, kunne jeg ikke åbne mig. På trods af stikpiller, balonkateter og vedrop åbnede jeg mig kun 4 cm på 7½ time.
Jeg havde ikke rigtigt nogen veer, og jeg havde konstant smerter i mit skamben.
Det viste sig, at min søn ikke var kommet ned i bækkenet, men lå over mit bækken med sit hoved.
Jeg ved ikke om grunden til, at han var for stor til at komme ned i mit bækken var, at jeg havde gået 17 dage over tid, og at det var derfor, jeg ikke kunne føde ham.
Da jeg var gået 2 dage over tiden, fik jeg små rigtige veer, men jeg fik at vide af jordemoreren, at jeg skulle tage på pubben og drikke noget alkohol. Jeg gik hjem og slappede af, og veerne gik i sig selv igen.
Da jeg var gået 13 dage over tiden, ville de først sætte mig i gang på 14. dagen. Der fik jeg så en stikpille og skulle hjem en halv time efter og skulle først møde op igen næste dag. Inden jeg fik min søn, var jeg gået 17 dage over tiden.
Jeg blev ikke lyttet til af nogen jordemødre, da jeg lå med smerter. De troede ikke på mig, og da jeg forlangte kejsersnit, prøvede de at tale mig fra det.
Jeg måtte ikke få noget mod de smerter, jeg havde i skambenet. Jeg skreg meget højt, da det gjorde meget ondt, men jeg havde ikke rigtig nogen veer.
Efter 1 time fik jeg lov til at få kejsersnit men i fuld bedøvelse, da de ikke kunne få lagt en rygmarvsbedøvelse på mig.
Det viste sig, at han ikke kunne komme ned igennem mit bækken, og at han lå forkert med sit hoved.
Da han kom ud, var han livløs, og de kunne ikke få ham til at trække vejret. Da de skulle til at give op, trak han vejret. Jeg havde nær mistet min dejlige søn, fordi de ikke lyttede til mig.
Den jordemoder, jeg havde, kom heller ikke ned til mig og lykønskede mig, men ringede 4 måneder efter og undskyldte den behandling, jeg havde fået. Hun lovede mig, at næste gang skulle de nok lytte til mig, og at hun havde skrevet ned i min journal, at jeg skulle tages alvorligt, og at jeg ikke må gå over tiden igen.
Men jeg er nu bare bange for, at de igen ikke vil lytte til mig. Jeg er ikke bange for at føde, men er bange for den behandling, de gav mig sidste gang.
Kristina, 24 år.
|
© 1999-2025