Jeg har netop fundet ud af, at jeg er gravid, hvilket vi begge er meget glade for. Vi har i forvejen en datter på knap 2 år.
Mit problem er, at jeg er rædselsslagen for at skulle føde igen. Før min første fødsel var der ingen angst overhovedet, men det er der nu. Fødslen forløb således:
Mit vand gik mandag morgen 2 dage før termin, så det var jo fint. Vi ringede til jordemoderen og tog et smut på sygehuset til et tjek. Jeg havde ikke åbnet mig, så de sendte mig hjem for at afvente veer.
Efter 24 timer var der ikke sket noget, hvorfor jeg fik penicillin og blev indlagt på fødegangen, hvor jeg fik ve-drop. Efter 8 timer med drop af forskellig styrke og meget hidsige og hyppige veer, havde jeg åbnet mig ½ cm, hvilket ikke var tilfredsstillende.
Jeg blev taget af droppet og fik noget morfin at sove på. Min mand kunne også overnatte hos mig. Onsdag morgen kørte vi på igen: Drop, ømme muskler og alt for hyppige veer. Jeg blev tilbudt en epidural og takkede ja. Heldigvis blev lægen, der skulle lægge den, kaldt væk, inden han nåede at stikke.
Så kom der en jordemoder ind - der havde selvfølgelig været et vagtskifte eller to - og mærkede efter, hvor åben jeg var. Knap 1 finger. Men hun mærkede også noget andet - en meget spændt hinde. Ergo var mit vand slet ikke gået. Det var kun den yderste af de to hinder og den lille smule vand imellem dem, der var fosset ud.
Så blev der prikket hul, og lægen kom tilbage for at lægge epiduralen, og så skete der endelig noget. Kl. 19.17 onsdag aften var min lille guldklump ude, uden mén af den lange tur.
Men, men, men. Det slutter ikke her. Jordemoderen mente ikke, at et klip var nødvendigt, selvom babys hoved kom skævt ned. Jeg endte altså op med 19 sting og et stort hold af bagvagter, studerende, sygeplejersker, overlæge, jordemoder m.v., der ikke kunne vurdere, om ringmusklen var gået. Det var den heldigvis ikke.
Stingene var af den slags, der opløses af sig selv hos næsten alle mennesker. Men 4 uger efter, var mine bare ikke forsvundet, så min egen læge måtte pille alle 19 ud igen.
Da opdagede han, at de havde været så venlige at give mig et ekstra sting, lige der, hvor der skal være hul. Der var så vokset en kraftig slimhinde, som skulle brydes under samleje. For søren, hvor gjorde det ondt! Det tog mange måneder med overfladebedøvende creme, før min mand og jeg fik gang i noget igen.
Selvom jeg godt ved, at sådan en tur på ca. 57 timer er undtagelsen mere end reglen, så er jeg hammernervøs.
Kan jeg på denne baggrund få kejsersnit? Ikke fordi jeg som sådan billiger selvvalgt kejsersnit, da jeg er overbevist om, at naturens vej er den bedste, men alligevel. Eller er det i det mindste mugligt at bede om en epidural fra starten, selvom der ikke er komplikationer eller overdrevne smerter? På forhånd tak.
Anne, 26 år.
|
© 1999-2025