Hej.
Jeg har et spørgsmål vedrørende muligheden for at få tilbudt et planlagt kejsersnit.
Både min søster og fætter er udviklingshæmmede grundet manglende ilt under fødslen. Min mor fik en blodprop i benet, som gik op i lungen. Meget grim oplevelse. Da jeg blev født, var jeg for tidlig født og vejede kun 1.600 gram.
Jeg er rystende nervøs for, at en eventuel fødsel skal gå galt. Tanken om det har gjort, at jeg har fravalgt børn. Jeg har et stort ansvar for min søster, og selvfølgelig mere den dag mine forældre ikke er her mere.
Det har været hårdt at vokse op og været vidne til deres liv, som har været fyldt med skuffelser og nederlag. Begge er i dag førtidspensionister. Jeg tør ikke tage chancen og blive gravid, og så bare håbe det bedste.
Desuden lider jeg af jævnlige nyregrus anfald. Jeg var sidste gang indlagt for 4-5 måneder siden. Det skræmmer mig ikke at skulle opleve anfald under en graviditet (er fortrolig med smerterne, hvis man kan sige det), men at gennemleve de smerter, som gør sindsygt ondt oveni fødselssmerter, ja det ville jeg ikke kunne klare.
Jeg tror, at jeg ville panikke. Måske vil der ikke komme et anfald under fødslen, men bare tanken fylder meget og er så skræmmende.
Jeg bakser også med en byld/tvilling ved lænden, som er forsøgt opereret 2 gange med dårligt resultat. Det kan godt hele pænt i nogen tid, men betændelsen vender tilbage.
Den sidste ting som præger mig og har været med til mit fravalg er, at jeg for ca. 3 år siden gennemgik en kosmetisk brystløftsoperation. Den gik helt galt.
Min egen læge sagde, at det var skamferende. Han opfordrede mig til at klage til Patientklagenævnet og tilbød, at såfremt jeg tabte 10 kg, ville han sende mig til Skejby Sygehus mhp. ny operation. Hverken dengang eller nu har jeg haft modet til at klage eller sige ja tak til operationen.
Det har påvirket mig meget. Jeg synes, det hæmmer min kvindelighed, at barmen ser skrækkelig ud, og bagdelen er ofte betændt. Så tanken om, at en normal fødsel skulle kunne ændre mit underliv, som pt. er det eneste, som funger normalt, ja det er for skræmmende.
Rent psykisk ville jeg ikke kunne overskue konsekvensen af en forandring af mit underliv. Jeg er meget hysterisk med at passe på mit underliv og har aldrig haft blærebetændelse eller andet.
Jeg vil lige nævne, at jeg er vel fungerende og har et krævende job. Bare så I ikke opfatter mig som en pjevset person, som spilder jeres tid med ynk og klynk bare for at købe et kejsersnit, fordi en fødsel gør av av ondt. Det kan umuligt gøre mere ondt end nyreanfald!
Jeg ved ikke, om min situation er begrundelse nok for at blive tilbudt kejsersnit. Det er muligt, at I synes, jeg skal tage mig sammen, og at jeg ikke vil opleve det at få et skadet barn, men jeg tør ikke forsøge med en fødsel.
Det var en erhvervspsykolog tilknyttet mit arbejde, som opfordrede mig til at forhøre mig om muligheden. Han mente, at mine grunde var reelle nok.
Jeg har altid troet, at kejsersnit kun tilbydes, når der er fare for mor og barn. Jeg har idag sendt en skrivelse til min egen læge og venter spændt på svar fra ham. Jeg synes, jeg skylder mig selv at få undersøgt, om muligheden kan tilbydes til mig.
Ja, dette indlæg blev vist noget længere end beregnet. Håber I har tid til at kigge på mit spørgsmål. Det betyder meget for mig. På forhånd tak.
Bettina, 28 år.
|
© 1999-2025