Jeg har et meget svært spørgsmål på sinde, da jeg overvejer at bortadoptere det barn, jeg venter i starten af oktober.
Jeg har en søn på 2 år, hvis fødsel var af en så ekstrem karakter, at både han og jeg næsten mistede livet. Det har præget mig meget, og jeg fik en fødselsdepression, som jeg fik godt bearbejdet hos en god psykolog. Jeg elsker min søn overalt på jorden i dag, og han er yderst velfungerende både socialt og intellektuelt.
Jeg er velfungerende og har et godt parforhold sammen med mit barns far. Vi har kendt hinanden i 6 år og elsker hínanden.
Desværre er tanken om bortadoption kommet hyppigere og hyppigere, efterhånden som jeg nærmer mig fødslen. Jeg synes slet ikke, jeg kan overskue at skulle risikere noget lignende igen. Desuden vil jeg det bedste for mit ufødte barn og tror, at andre barnløse par har et langt større følelsesmæssigt overskud, end jeg kan udvise nu. Jeg har konstant dårlig samvittighed overfor min søn, at han skal miste en masse opmærksomhed, som jeg kan give ham nu, og ikke da han var lille.
Min kæreste er meget fortvivlet over mine tanker om bortadoption, og han ønsker det ikke, men i bund og grund er beslutningen vel min egen, når vi ikke er gift?
Det skal nævnes, at jeg følges tæt på sygehyset og skal have et planlagt kejsersnit.
Hvordan foregår det praktiske og det formelle omkring bortadoption? Jeg ved, at det er et sundt og fuldbårent barn, jeg venter. Hvor skal jeg henvende mig? På forhånd tak.
Hilsen "den anonyme" (navnet er redaktionen bekendt).
|
© 1999-2025