En undersøgelse fra Cambridge Universitet viser, at risikoen for alvorlige komplikationer øges markant, hvis en kvinde bliver gravid med barn nummer 2, mindre end et halvt år efter fødslen af det første barn.
Næsten 90.000 skotske kvinder, der alle blev gravide indenfor 5 år efter deres første barns fødsel, deltog i undersøgelsen.
Hvis en kvinde bliver gravid mindre end et halvt år efter en fødsel, fordobles risikoen for ekstremt tidlige fødsler, mens risikoen for at føde et barn, der dør kort tid efter fødslen, firdobles.
Risikoen var den samme, hvad enten kvindernes første fødsel havde været kompliceret eller ej.
På Rigshospitalets obstetriske afdeling overvejer klinikchef Morten Hedegaard, om danske kvinder skal rådgives om risikoen, men han er endnu tøvende.
Kilde: Berlingske Tidende
21-08-2003

|